Som lønmodtager er du sikkert allerede stødt på begreberne brutto og netto flere gange. Kigger du din lønseddel igennem, vil din indkomst nemlig figurere både før og efter, at der er betalt skat. Din løn før skat kaldes også for bruttoløn. Læs mere om, hvad brutto og bruttoløn er her.

Hvad betyder brutto?
Begrebet 'brutto' bruges i økonomisk sammenhæng blandt andet til at beskrive indkomst før skat, AM-bidrag, ATP og pension. Begrebet nettoindkomst bruges derimod til at beskrive indkomsten efter, at der er betalt skat mv. - altså det beløb, du rent faktisk får udbetalt.
Bruttoløn og bruttoindkomst er ikke det samme, selvom begreberne måske kan lyde lidt ens. Bruttoløn er den løn, du får fra din arbejdsgiver hver måned eller hver 14. dag før pension, skat, ATP og AM-bidrag er trukket fra. Bruttoindkomsten kan derimod være andet end lønindtægter f.eks. SU, dagpenge eller andre offentlige ydelser.

Hvad er forskellen på brutto og netto?
Nu er du klædt godt på at til at kende forskellen på brutto og netto, når det handler om indkomst - altså din bruttoindkomst og din nettoindkomst. Forskellen mellem bruttoindkomst og nettoindkomst er nemlig ganske simpel:
- Bruttoindkomst er den totale indkomst før skat, AM-bidrag, ATP og pension.
- Nettoindkomst er det beløb, du får udbetalt efter skat, og som du rent faktisk kan bruge til f.eks. indkøb, betaling af regninger og til opsparing.
Begreberne brutto og netto kan også optræde i andre økonomiske sammenhænge som f.eks. nøgletal i regnskaber.