Udlånsrente er den rente, du som kunde betaler, når du låner penge af banken - fx i forbindelse med et forbrugslån eller en kassekredit.
Når du tager et lån i banken, vil der altid være en rente forbundet med lånet, du som kunde skal betale. Denne rente bliver kaldt en udlånsrente.
Tager du fx et forbrugslån i banken, betaler du altså ikke kun det lånte beløb tilbage (hovedstolen), men også en procentdel af restgælden i form af en rente. Renten betales over en fast periode – det kaldes også for lånets løbetid. Denne rente er bankens indtjening.
Udover den udlånsrente, du skal betale løbende på lånet, betaler du ofte også et oprettelsesgebyr for lånet. De samlede omkostninger, der er forbundet med at optage lånet, kaldes for en effektiv rente eller debitorrente.
Forskellen på en udlånsrente og en indlånsrente er, at man ved udlånsrenter betaler for at låne penge af banken, hvorimod man med indlånsrenter får penge i form af renter for at have sine penge stående på en konto i banken.
Indlån skal altså forstås som de penge, du har stående i banken, og som banken “låner” af dig. De penge får du en indlånsrente for. Banken bruger typisk pengene til udlån til andre kunder og andre former for aktiviteter.
Udlån er, når du betaler udlånsrenter for at låne penge af banken – fx i forbindelse med et boliglån eller et forbrugslån. Forskellen på udlånsrenter og indlånsrenter er med andre ord, hvem der låner penge af hvem.
Nogle lån har en fast rente – det vil sige, at renten på lånet ikke ændrer sig i løbet af lånets løbetid. Dermed forbliver udlånsrenten den samme.
Andre lån har det, man kalder for en variabel rente – det betyder, at renten kan ændre sig over tid baseret på markedsforholdene.
Udlånsrenten har den betydning for dig som kunde, at hvis udlånsrenten er lav, så bliver det billigere at optage et lån. Det kan både være med til at stimulere købekraften og økonomien, fordi det bliver nemmere at finansiere fx et boligkøb eller forbrug.
Er udlånsrenten derimod høj, er det dyrere at låne penge, og det gør det sværere at få mulighed for at blive godkendt til et lån. Derfor påvirker udlånsrenten dig som kunde, hvis du vil låne penge.
Renteniveauet for udlånsrenten er i dag lavere end tidligere. Det er dog forskelligt, hvilken udlånsrente de forskellige banker og pengeinstitutter tilbyder, afhængigt af hvilken bank man har og hvilken type lån, man optager og ikke mindst din økonomiske situation.
Derfor er det en god idé at undersøge rentesatsen, inden man tager et lån.
Når du skal låne penge, kan du støde på mange forskellige økonomiske begreber, og nogle af dem er måske lidt vanskelige at forstå. Vi har derfor skrevet en række artikler, hvor vi forklarer de forskellige lånebegreber og svarer på de mest almindelige spørgsmål i forbindelse med lån.