9. marts 2022
Den 16. marts kan du igen søge om tilskud til f.eks. at skifte fra naturgas eller oliefyr til varmepumpe.
Går du med planer om at skifte det efterhånden dyre naturgas- eller oliefyr ud med en varmepumpe? Så er der godt nyt. Den 16. marts åbner Energistyrelsen nemlig igen op for Bygningspuljen. Det betyder, at det er muligt at søger tilskud til boligforbedringer, der sparer energi, og der er denne gang afsat 300 mio. kr. i puljen.
Priserne på fossil energi stiger – især når det gælder olie og gas, der samtidig ikke er de mest bæredygtige energikilder. Alle kan derfor søge om tilskud til en varmepumpe.
Når det gælder andre energiforbedringer som f.eks. isolering eller udskiftning af vinduer, er det kun helsårsboliger med energimærkerne E, F og G, der kan søge om tilskud.
Vær klar i god tid
Der bliver åbnet for ansøgninger den 10. marts klokken 10, men det kan godt betale sig at tænde computeren før. Allerede klokken 9 kan du nemlig komme i et digitalt venteværelse. Alle i venteværelset får tildelt en vilkårlig plads i køen.
På SparEnergi.dk kan du læse mere om, hvordan du søger om tilskud.
Du kan blandt andet se en videoguide til ansøgningsportalen og beregne, hvor meget du kan få i tilskud.