15. januar 2024
Brugere af MobilePay skal som noget nyt kunne blokere stalkere og chikanerende personer i appen.
”Du er ikke mere værd”. Sådan lød beskeden, som en kvinde i krisecenteret Danners rådgivning fik tilsendt af sin voldsmand, da han overførte 1 krone til hende via MobilePay-appen. Det skriver Danner på deres Instagramprofil den 9. januar. Selvom MobilePay i mange år har haft forbud mod at sende chikanerende beskeder via en betaling, foregår der alligevel chikane og stalking via appen. MobilePay har derfor besluttet at tage yderligere midler i brug for at bremse chikane og stalking.
”Vi er begyndt på en omfattende samling af alle vores løsninger og data på en fælles IT-platform. I den proces har vi besluttet at etablere en blokeringsfunktion for alle MobilePay brugere i både Danmark og Finland. Vi gør det velvidende, at vi dermed principielt gør det lidt lettere for snydere at lukke ned for kontakt ved f.eks. private handler. Det må vi løse på anden vis,” siger Claus Bunkenborg, der er Deputy CEO for Vipps MobilePay og talsmand for virksomheden i Danmark i en pressemeddelelse fra MobilePay. MobilePay forventer, at løsningen er klar tidligt i år.
Tidligere har brugere af MobilePay kunne sende fotos i forbindelse med betalinger og overførsler via appen – også af den stødende slags, hvorefter billedet ikke har kunnet fjernes igen. Men det er der blevet sat en stopper for.
”Vi har nyligt sikret, at det er muligt for ofre at usynliggøre fotos med anstødeligt eller andet ubehageligt indhold, sendt af f.eks. en stalker til en anden MobilePay-bruger,” siger Claus Bunkenborg.
Sager om stalking og chikane udgør kun en begrænset del af MobilePays kundehenvendelser, men en indsats er alligevel nødvendig, mener Claus Bunkenborg.
”Vi må bare erkende, at MobilePay er en nem måde at chikanere på, hvis man har telefonnummeret på offeret. Vi ønsker at have nul-tolerance på området. Så vi har nu yderligere indskærpet internt, at en chikanerende eller truende bruger straks skal have en advarsel og ved endnu en hændelse skal blokeres, så MobilePay ikke kan benyttes i ét år. Ved grove hændelser sker det akut, men ofte er en advarsel nok, fordi de fleste brugere frygter at miste MobilePay.”