24. september 2024

Vejret bliver vildere - er din bolig klar?

Klimaet ændrer sig, og det får også betydning for din bolig. Ændrede vejrforhold gør, at vi skal se på vores bolig med nye øjne og sørge for, at den er beskyttet mod den største trussel: Indtrængende vand.

Vejret bliver vildere og vildere

En fyldt regnmåler er ikke længere usædvanligt på en sommerdag. Vi har gennem de seneste år oplevet større regnmængder og kraftige regnskyl, der har givet mange boligejere problemer med vand, der trænger ind gennem kælderdøre og op gennem kloakker.

2023 blev det hidtil vådeste år, siden man begyndte at foretage systematiske vejrmålinger, og meget tyder på, at vi også fremover skal forholde os til store nedbørsmængder. De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) vurderer desuden, at risikoen for oversvømmelser på grund af stigende grundvand som resultat af klimaforandringer sandsynligvis kun bliver større i fremtiden.

Vandet kommer både fra oven og neden

Vandet, der trænger ind i boligen, kan komme tre steder fra: Fra oven som regnvand, der siver ind i boligen, fra neden, hvor vandet stiger op gennem kloakkerne, eller fra oversvømmelser. Det kan være en lokal å, der går over sine bredder og oversvømmer hele boligkvarterer. I perioder med meget regn, står grundvandet højt, og det giver yderligere risiko for oversvømmelser i lavtliggende områder.

Vandet kommer både fra oven og neden

Vand trænger ind under en dør efter regnvejr

Det kan betale sig at være på forkant med vandkanten

Vandet kan komme flere steder fra, og som boligejer kan det betale sig at være på forkant. Måske har du allerede oplevet, at der efter et regnskyl, er trængt vand ind i din bolig. Det kan også være, at du har observeret, at der kommer søer på græsplænen eller på villavejen, når det regner kraftigt. Her er det vigtigt at sikre sig, at vandkanten ikke rykker så tæt på huset, at det giver problemer. Du skal kunne forudse vandets veje ind i huset, men også kunne se din boligs svagheder. Hvis fundamentet på din bolig er gammelt og revnet, er der større risiko for, at vandet kan trænge ind. Det samme gør sig gældende, hvis tag, nedløbsrør eller kloaksystem er gammelt og trænger til udskiftning.

Det kan du selv gøre

Det bedste og vigtigste, du selv kan gøre for dit hus, er at rense dine tagrender og nedløbsrør, så du får ledt vandet væk fra husmuren.

Hvis du ønsker din bolig tjekket af en professionel, kan du få lavet et Klimatjek. Her får du en vurdering af boligens svagheder og risici for indtrængende vand samt forskellige løsningsmuligheder. Du får en grundig gennemgang af din bolig og en udførlig rapport med forslag til forbedringer, der vil sikre din bolig langt ind i fremtiden.

Læs mere om Energi- og Klimatjek

Det kan du selv gøre