14. september 2021
Hvis du har et F5-lån, har du særlig god grund til at glæde dig. Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit, forklarer hvorfor.
Er du en af de 20.000 boligejere i Totalkredit, der skal have ny rente på dit Tilpasningslån fra 1. januar 2022, kan du glæde dig til det nye år. Du kan nemlig allerede nu se frem til at få en lavere rente på dit lån.
Du bør som boligejer, der skal have ny rente, overveje, om du stadig har det lån, der passer bedst til dig og din økonomi. Ved rentetilpasning af dit lån er det nemlig et oplagt tidspunkt at ændre lånet.
Fristen for at ændre på dit lån er 29. oktober 2021.
- Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker Totalkredit
Har du et F5-lån, er der mest at glæde sig til. Her kan du nemlig se frem til at spare mest på renten, der falder fra 0,39 procent til -0,12 procent. På et lån med afdrag falder ydelsen efter skat til 110 kr. for hver million kroner, du har lånt.
Har du et F1- eller et F3-lån, kan du også se frem til en lidt lavere rente. Har du et F1-lån, kan du dog se frem til en lidt højere ydelse efter skat, selv om renten falder en smule. Den højere ydelse skyldes, at afdraget på F1-lånet stiger mere end rentebesparelsen.
Særligt om F1-lån
F1-lånet har normalt en rentebinding på 1 år, men denne gang får F1-lånet en rentebinding på et år og tre måneder. Ændringen i længden på rentebindingen ved denne renteauktion sker, fordi vi samler refinansieringen af F1-lån. Der er nemlig færre og færre boligejere, der har et F1-lån, og for at sikre de tilbageværende den bedst mulige rente, når lånene kommer på auktion, er det nødvendigt at tilstrækkeligt mange F1-lån skal have ny rente på samme tid.
- Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker Totalkredit
Ikke nok med at du med et F5-lån får den største besparelse på renten. Du får også den laveste ydelse efter skat. Det skyldes, at renten og bidragssatsen på et F5-lån samlet set bliver lavest.
Har du eksempelvis et F1-lån, kan du overveje, om det giver mening for dig at forlænge rentebindingen til 5 år. På den måde kan du fastlåse den negative rente de næste 5 år og samtidig spare penge. Det forudsætter dog, at du ikke har planer om at flytte inden for de næste par år eller forventer, at renterne falder yderligere.
Fast rente er en mulighed
Renten på et lån med fast rente i 30 år er godt nok steget siden nytår, men det koster faktisk ikke meget på ydelsen at skifte fra eksempelvis et F1-lån til et lån med fast rente.
Afdraget falder dog, og af den grund opbygger du din friværdi langsommere med et lån med fast rente. Beholder du lånet i alle 30 år, er det dyrere at vælge et lån med fast rente sammenlignet med et F1-lån ved det nuværende renteniveau, men så har du til gengæld tryghed om renten.
Er du glad for det lån, du har i dag, behøver du ikke gøre noget. Du får automatisk den nye rente, der fastsættes ved renteauktionerne i november. Hvis du ønsker at ændre på dit lån, eller er du i tvivl, så tag fat i os inden 29. oktober 2021.