Serielån er en låntype, hvor du over tid betaler mindre i renter og samlede ydelser. Læs med og bliv klogere på fordele og ulemper ved serielån.
Der findes tre forskellige grundlæggende lånetyper, som primært adskiller sig fra hinanden i forholdet mellem ydelse, rente og afdrag, når man betaler af på lånet. De tre grundlæggende lånetyper er serielån, annuitetslån og stående lån.
Serielån er en låntype, hvor ydelsen varierer i løbet af lånets løbetid. Du betaler det samme i afdrag gennem lånets levetid, men andelen af den samlede ydelse, der går til renter, bliver mindre i takt med, at restgælden bliver mindre. Serielån er en sjældent udbudt låntype.
Et serielån er kendetegnet ved, at du betaler den samme sum i afdrag ved hver termin gennem hele lånets løbetid. Den samlede ydelse vil derimod falde, jo længere du har haft lånet. Det gør den, fordi den pengesum, renten udgør af den samlede ydelse, beregnes som en procentdel af restgælden, og i takt med at restgælden bliver mindre, bliver rentebetalingerne det også.
Et serielån er dyrere i starten af lånets løbetid, da afdraget på selve lånet forbliver det samme. Men når gælden falder, falder renten også, og dit lån vil derfor blive billigere og billigere at betale af på.
Det er en stor fordel, at du gradvist skal betale mindre i renter og samlede ydelser over tid. Det betyder, at du nemt kan forholde dig til dit budget og rådighedsbeløb, da det aldrig bliver mere, end hvad du starter med at betale. Har du lyst til at skrue op for afdraget på et senere tidspunkt, kan du nemt gøre dette, uden at du skal betale mere i renter.
Et serielån har ikke så mange ulemper, udover at du skal have råd til at betale den højere ydelse i starten af lånets løbetid.
Det er vigtigt at undersøge, hvilken type lån der er bedst for din situation. Et serielån kan være fordelagtigt i forhold til et annuitetslån, hvor ydelsen forbliver den samme gennem hele lånets løbetid. I begyndelsen er serielånet dyrere efter skat, da renterne udgør en mindre del af den samlede ydelse på serielånet end det er tilfældet på et annuitetslån. Serielånet har derfor et mindre rentefradrag.
Banken kan hjælpe dig med at få overblik over, hvordan dine månedlige ydelser vil se ud fra termin til termin fra lånets start til slut.
Når du skal låne penge, kan du støde på mange forskellige økonomiske begreber, og nogle af dem er måske lidt vanskelige at forstå. Vi har derfor skrevet en række artikler, hvor vi forklarer de forskellige lånebegreber og svarer på de mest almindelige spørgsmål i forbindelse med lån.