
Gældsfaktor er et nøgletal, der sammenholder det, du tjener, med det, du vil låne. Når du ansøger om eksempelvis et boliglån, har din gældsfaktor derfor betydning for, hvor meget du kan blive godkendt til at låne. Det kan derfor være afgørende for, om du kan købe din drømmebolig.
Definition af gældsfaktor
Gældsfaktoren er et økonomisk nøgletal, der bruges af banker til at vurdere din kreditværdighed. En høj gældsfaktor kan gøre det sværere at blive godkendt til nye lån, især boliglån.

Hvordan fungerer en gældsfaktor?
Sådan fungerer den:
- En lav gældsfaktor betyder, at din gæld er lav i forhold til din indkomst. Det kan derfor øge din chance for at blive godkendt til et boliglån.
- En høj gældsfaktor betyder, at din gæld er høj i forhold til din indkomst. Det kan gøre det sværere for dig at blive godkendt til et lån.
Jo lavere tallet er, jo større er dine chancer for at få lov til at låne penge til eksempelvis huskøb. Oftest er der dog flere betingelser, du skal opfylde for at blive godkendt til et lån. Her vil banken som regel også kigge på din udbetaling og dit rådighedsbeløb i forbindelse med køb af bolig.

Gældsfaktor beregning
Du kan udregne din gældsfaktor ved at dividere din samlede gæld med husstandens årlige bruttoindkomst. Husk, du skal medregne alle dine lån, herunder eventuelle boliglån, billån, studielån, forbrugslån og kassekreditter.
Hvis din samlede gæld er på 1.000.000 kroner, og husstandens årlige indkomst før skat er 800.000 kroner, giver det en gældsfaktor på 1,25.

Hvornår er en gældsfaktor høj eller lav?
Man anbefaler generelt ikke, at man har en gældsfaktor på mere end 3,5 til 4. Har man en gældsfaktor over 4, anses det for at være en høj gældsfaktor.
Husk, at tallene er vejledende, og der er flere vigtige nøgletal, der tages i betragtning i den samlede kreditvurdering, når du vil optage et lån.

Hvor meget gæld må man have?
Der er ikke nogen fast grænse for, hvor meget gæld en person må have. Det afhænger af den individuelle økonomi, hvor meget gæld der anses for at være “for meget”. En tommelfingerregel er, at ens gældsfaktor ikke bør overstige 4, hvis man fx vil købe en bolig.

Kan man forbedre sin gældsfaktor?
Ja, det kan sagtens lade sig gøre at forbedre sin gældsfaktor. Noget af det, du kan gøre, er fx at forsøge at reducere din gæld i husstanden – eller øge din indkomst, hvis det er en mulighed. En kombination af de to er også en god måde at forbedre din gældsfaktor.