10. oktober 2024
Inflationen er på tilbagetog, og det har fået centralbankerne til at sænke renten. Læs her, hvilken betydning rentesænkningen har for din økonomi – både når det gælder boliglån og de penge, du har stående i banken.
Torsdag den 12. september sænkede Den Europæiske Centralbank for anden gang i år renten med 0,25 procentpoint. Danmarks Nationalbank fulgte helt forventeligt trop og sænkede med virkning fra 13. september ligeledes renten med 0,25 procentpoint.
Så manglede vi bare, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve (FED), ville sænke renten. Det skete onsdag den 18. september, hvor FED sænkede renten med 0,5 procentpoint. Det var første rentesænkning siden marts 2020 - altså i hele fire år. Beslutningen om rentesænkning blev truffet efter et to dage langt rentemøde, men var i sig selv ikke så overraskende. Tilbage i august sagde FED’s centralbankchef Jerome Powell ifølge Reuters i en tale, at ”Tiden er kommet til at justere politikken”.
De seneste par år har vi ellers været vidner til rentestigninger. En stram pengepolitik med højere renter har nemlig været en væsentlig forudsætning for at få bugt med den inflation, der i 2022 nåede historiske højder, da den ramte næsten 11 %. Nu hvor inflationen er på tilbagetog og i skrivende stund ligger på 2,2 %, vil man fra centralbankernes side bruge den lavere rente til at indføre en mere lempelig pengepolitik, og dermed være med til at sikre, at samfundsøkonomien har de bedst mulige betingelser.
Boligmarkedet er et af de områder, som påvirkes af rentesænkninger. Men får alle boligejere glæde af de aktuelle rentesænkninger, bliver det billigere at låne til en bolig, og hvilken betydning har rentesænkningerne for de penge, du har stående i banken?
”Det er hovedsageligt boligejere med banklån, som får umiddelbar glæde af rentenedsættelsen, men det er kun, hvis deres pengeinstitut vælger af sætte renten ned på banklånene. Der har været stor konkurrence på boliglån blandt de største pengeinstitutter, og renterne er allerede sat kraftigt ned. Derfor er det ikke sikkert, at den seneste rentesænkning får nogen indflydelse”, fortæller Helle Stigaard, boligdirektør i Coop Bank.
En lavere rente kan også få betydning for dig, der har et fastforrentet realkreditlån. Når renten falder med omkring 2 procentpoint i forhold til renten på dit nuværende lån, kan du nemlig overveje at omlægge dit 5 eller 6 %- fastforrentede lån til et fastforrentet lån med en lavere rente. På den måde opnår du en lavere løbende ydelse på lånet, da rentebetalingen bliver mindre. Det kaldes for nedkonvertering.
Der kan være fordele ved nedkonvertering på både kortere og længere sigt. Ved nedkonvertering kan du spare penge på den månedlige ydelse og dermed få mere luft i budgettet her og nu. Hvis dit lån er med afdrag, vil afdraget desuden blive større i forbindelse med nedkonverteringen, og din friværdi i boligen vil derfor ofte blive forøget.
Den 26. september åbnede realkreditinstituttet Totalkredit for et nyt fastforrentet 3,5 %-lån uden afdragsfrihed. Det nye lån er interessant for boligejere med 5- eller 6 %-lån, som overvejer en omlægning.
”Der er omkostninger forbundet med låneomlægning, og restgælden øges i forbindelse med omlægningen. For at det kan betale sig, skal lånebeløbet derfor helst være relativt stort og besparelsen i ydelsen ligeså”, siger Helle Stigaard.
”Hvis du overvejer at omlægge dit lån, skal du være opmærksom på, at det koster penge, når du indfrier dit nuværende lån og optager et nyt med en lavere rente. Samtidig bør du være opmærksom på kursen på det nye lån. Den bliver dårligere end på det gamle lån, fordi renten er lavere. Dermed kan du som boligejer komme til at sidde tilbage med en lidt større gæld efter låneomlægningen. Denne vil dog relativt hurtigt blive tjent hjem igen”, uddyber Helle Stigaard.
Sidst men ikke mindst, kan man overveje at vente med en omlægning, hvis man forventer, at renten vil falde yderligere. Næste gang ECB holder rentemøde er den 17. oktober 2024 og så igen den 12. december 2024. FED holder sit næste rentemøde den 7. november. Det vides endnu ikke, om renten vil blive sænket ved disse møder.
Har du et variabelt forrentet realkreditlån med halvårlig rentetilpasning – altså et F-kort lån, vil du opleve et rentefald, når lånets rente tilpasses ved årsskiftet - altså medmindre Nationalbanken igen hæver renten.
”Der er omkostninger forbundet med låneomlægning, og restgælden øges i forbindelse med omlægningen. For at det kan betale sig, skal lånebeløbet derfor helst være relativt stort og besparelsen i ydelsen ligeså”
- Helle Stigaard, boligdirektør i Coop Bank
Hvis du er på udkig efter din første ejerbolig, gør de nylige rentesænkninger det kun en smule billigere at låne til en bolig, da man i de seneste mange måneder har kunnet optage et realkreditlån med en rente på 4 % uden afdragsfrihed.
Desuden er priserne på boligmarkedet fortsat i den høje ende. Det gælder især i hovedstadsområdet og i de større danske byer. Samtidig har de seneste års inflation betydet, at det for mange danskere har været sværere at spare sammen til boligkøb og dermed kunne lægge en passende udbetaling på mindst 5 % af købesummen.
Få gode råd til, hvordan du gør din økonomi klar til boligkøb
Når centralbankerne og Nationalbanken sænker renterne, følger bankerne også ofte markedet med rentesænkninger på indlåns- og opsparingskonti. Det sker dog ikke nødvendigvis i samme tempo og på alle indlåns- og opsparingskonti på én gang. Du vil altså stadig få renter af dit indestående.
Vi sidder klar til at hjælpe dig med dine spørgsmål om omlægning.