Er investering nyt for dig? Så bliv klædt godt på til dine første investeringer med denne guide.

Investering handler grundlæggende om, at dine penge skal beholde deres værdi og købekraft, som tiden går. Helst skal dine penge selvfølgelig også blive til flere penge, som kan bruges til det, du har lyst til og brug for.
Inflationen er et tal for prisstigningerne på varer og service i samfundet. Fra dagligvarerne i supermarkedet til energi, rejser eller fitnessabonnement.
Den gennemsnitlige inflation er i disse år højere end bankens rente på en opsparingskonto, så du får ‘mindre for pengene’ år efter år. Med en inflation på f.eks. 3 % vil dine penge faktisk kun være halvdelen værd efter 25 år.
Præcis derfor kan du overveje at investere.

Her får du tre simple råd om risiko, spredning af dine investeringer og udbytte.

Du bør altid afveje muligheden for stigende kurser med risikoen. Drømmescenariet, altså en slags garanti for et evigt tårnhøjt afkast, findes desværre ikke.
Typisk vil afkastet på obligationer være ret sikkert, men til gengæld uden mulighed for kæmpe stigninger som f.eks. aktier i tech-virksomheder.
Overvej din egen tolerance for risiko, og hvis du har en lang tidshorisont, kan du bedre tåle udsving undervejs.

Det gamle udtryk om ikke at lægge alle sine æg i én kurv er altid aktuelt. Sagt på en anden måde, så er det risikabelt at satse alle dine midler på én enkelt investering, f.eks. én aktie.
Der der rigtig gode muligheder for nemt at sprede sine investeringer ved f.eks. at købe såkaldte ETF'er. Her bygger kursen typisk på mange forskellige virksomheder inden for bestemte sektorer eller geografiske markeder.

Princippet om renters renter handler om, at hvis du geninvesterer din gevinst, dit afkast eller dit udbytte, så får du endnu højere gevinst næste gang, og næste gang igen.
Du akkumulerer stille og roligt år for år, og det kan blive til rigtigt mange penge hen ad vejen.
Når du investerer, køber du såkaldte aktiver som f.eks. aktier, obligationer, ETF’er eller investeringsbeviser. Målet er, at dine aktiver stiger i pris, så du på et tidspunkt kan sælge igen og indsætte afkastet af dine investeringer på din konto.
Men husk, at der altid er en risiko for, at din investering ikke stiger så meget og så hurtigt i værdi. Eller at din investering simpelthen bliver mindre værd. Historisk afkast på et værdipapir er altså ikke en garanti for fremtidigt afkast.

De generelle oplysninger på denne side, skal ikke betragtes som tilbud eller opfordring til at købe eller sælge værdipapir. Endvidere kan oplysningerne på denne side ikke betragtes som individuel investeringsrådgivning, og brugerne opfordres til at søge individuel rådgivning, herunder rådgivning vedrørende skat. Der gøres opmærksom på, at indikationer på fremtidigt afkast og historiske afkast samt kursudvikling ikke kan betragtes som en garanti for fremtidig kursudvikling og afkast, da værdipapir enten kan stige eller falde i værdi, og afkastet kan således blive negativt.