9. april 2026
For andet år i træk falder andelen af unge dårlige betalere. Bedre økonomi betyder samtidig, at de unges trivsel er forbedret.
Kilde: Finans Danmark

Det går bedre med de unges økonomi. Andelen af unge mellem 18 og 30 år, der er registreret i RKI, faldt nemlig i 2025 til 3,3 pct. fra 5,6 pct. for ti år siden, og for andet år i træk falder andelen af unge dårlige betalere efter flere års stilstand.
Det skyldes blandt andet, at presset på de unges økonomi er aftaget i takt med, at inflationskrisens tåger er lettet. Samtidig optager færre unge i dag dyre forbrugslån. Det fremgår af rapporten ”Unge – gæld, forbrug og opsparing”, som Finans Danmark for nylig har udgivet.
Når andelen af unge dårlige betalere nu falder igen, efter at den stod stille under inflationskrisen i 2022-23, er det en fortsættelse af den faldende tendens, som også sås før inflationskrisen.
”Indkomsterne har indhentet prisstigningerne, og unges økonomiske råderum er altså tilbage på niveauet fra før inflationskrisen og for nogle grupper endda lidt større,” fortæller Niels Arne Dam, cheføkonom og underdirektør for samfundsanalyse og statistik i Finans Danmark i en pressemeddelelse.
Den forbedrede økonomi har også en positiv indvirkning på de unges trivsel. Færre unge har f.eks. svært ved at sove på grund af økonomiske bekymringer. Det viser en spørgeundersøgelse fra fjerde kvartal 2025 med lidt over 1.000 unge respondenter, som Finans Danmark har foretaget.
Få overblik over din økonomi med vores gratis budgetskabelon


Selv om det går bedre med de unges økonomi, er der stadig udfordringer, når det gælder de helt unge. For blandt de unge i aldersgruppen 18-21 år har andelen af dårlige betalere i flere år ligget nogenlunde stabilt – og i enkelte år vist mindre stigninger.
Mange af de unge, der ender i gældsproblemer, oplever desuden, at udfordringerne begyndte, før de fyldte 20 år.
“Det er positivt, at færre unge som helhed havner i RKI, men der er stadig behov for fokus på de yngste. Jo tidligere unge møder viden om privatøkonomi og får trygge rammer omkring økonomiske beslutninger, desto bedre rustet er de til at undgå gældsproblemer,” siger Niels Arne Dam i pressemeddelelsen.
Har du gæld hos flere forskellige kreditorer, og er du ved at miste overblikket? Se her, hvordan du får styr på din gæld