8. oktober 2025
Forbrugerrådet Tænk har testet prisen på realkreditlån. Totalkredit er billigst i langt de fleste lånesituationer og tildeles derfor Bedst i Test-stemplet som suveræn testvinder.
Der kan være mange penge at spare ved at vælge det rigtige realkreditlån, og nu viser en test fra Forbrugerrådet Tænk, hvor du finder de billigste lån. Forbrugerrådet Tænk har testet en række forskellige lånesituationer i fire realkreditinstitutter i Danmark, og konklusionen er klar: Totalkredit er suveræn testvinder og tildeles Bedst i Test.
Forbrugerrådet Tænk har undersøgt de årlige løbende omkostninger på lån med fast rente, F5-lån, F3-lån, F1-lån og kort rente. De har testet priserne både med og uden afdrag og forskellige belåningsgrad. Totalkredit er billigst i 37 ud af 50 lånesituationer og har næstlavest priser i de sidste 13 lånesituationer. Totalkredit får derfor som det eneste realkreditinstitut bedømmelsen Bedst i Test.
Testen viser, at der er over 7.000 kroner i prisforskel på den samme type lån. Totalkredit har i de fleste tilfælde de laveste priser på bidragssatser, tillæg for afdragsfrihed og kursfradrag. Det er omkostninger, der udregnes i procent, og som løber op, hvis man har et realkreditlån på flere millioner kroner.
KundeKroner er med til at gøre lånene fra Totalkredit billige. KundeKroner er en rabat på bidragsbetalingen og gælder foreløbig til og med 2028.
Du kan få KundeKroner, fordi Totalkredit primært er ejet af en forening af kunder. Foreningen hedder Forenet Kredit. Når Forenet Kredit tjener penge fra bl.a. ejerskabet af Totalkredit, har de mulighed for at give et årligt tilskud til Totalkredit, som Totalkredit kan give dig og alle de andre kunder KundeKroner. Foreningsejerskab betaler sig med andre ord.