5. februar 2025
Der er aldrig blevet givet færre lånetilbud end i 2024. Det viser nye tal for december fra Finans Danmark. Samlet set blev der i 2024 blot givet 157.625 lånetilbud. Men hvad kan vi forvente os af 2025?
Af Sune Malthe Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit
Det er ikke just travlhed, der har kendetegnet realkreditinstitutterne i 2024. Danskerne har ikke haft særligt stor interesse for at få tilbud på realkreditlån, og det skyldes især, at det ikke har været særligt interessant at lægge lån om. Derfor var antallet af lånetilbud 10 % lavere i 2024 end i 2023, som ellers var indehaver af den hidtidige bundrekord.
”Det er især i de år, hvor der har været større konverteringsbølger, at antallet af lånetilbud brager i vejret. Det kræver, at renterne svinger meget, før konverteringsbølgerne ruller ind over Danmark. Der har der ikke været nok boligejere med et 5 %-lån, hvor det kunne betale sig at nedkonvertere deres lån, fordi renten det meste af tiden har heddet 4 %”, siger Sune Malthe Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit.
”Der har der ikke været nok boligejere med et 5 %-lån, hvor det kunne betale sig at nedkonvertere deres lån, fordi renten det meste af tiden har heddet 4 %”
- Sune Malthe Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit
Sidste gang, vi så en ganske pæn konverteringsbølge, var i 2022, hvor mange boligejere opkonverterede deres billige fastforrentede lån på ned til 0,5 % for at skære en luns af deres gæld.
”Dengang kunne de købe deres egen gæld tilbage til discountpris, fordi markante rentestigninger på op til 6 % i fast rente, fik kurserne på eksisterende fastforrentede lån til at rasle ned. Det gav et boost til antallet af lånetilbud, der i 2022 var på 307.942”, siger Sune Malthe Thagaard.
Den rigtig store konverteringsbølge i 2019 gav rigtig mange lånetilbud, fordi danskerne strømmede ned i renter så lavt som 1 % og endda 0,5 %.
”Dengang gav realkreditinstitutterne 409.241 lånetilbud i løbet af en enkelt år, og det var noget, der virkelig kunne mærkes og gav rødglødende telefoner hos landets bankrådgivere. Det højeste antal lånetilbud nogensinde var dog tilbage i 2005. Dengang bragede antallet op på 667.696, fordi der både var rigtig mange boligejere, der nedkonverterede til billigere lån samtidig med, at boligmarkedet var brandvarmt i årene op til finanskrisen”, fortæller Sune Malthe Thagaard.
Efter to sløje år er det forventningen, at der vil blive langet flere lånetilbud over disken i 2025, lyder det fra Sune Malthe Thagaard.
”Jeg forventer, at der i 2025 vil være flere lånetilbud end i 2024, da der er god mulighed for, at 3,5 %-lånet kan komme op i en kurs, hvilket kan få gang i flere nedkonverteringer. Antallet af boligejere med 5 %- og 6 %-lån er dog så forholdsvist lavt, at vi ikke kan komme i nærheden af niveauet i 2019”.
Seneste lavpunkt var i 2023, hvor det samlede antal lånetilbud lå på 175.623.
Finans Danmarks statistik går tilbage til 1996. Først fra oktober 2017 er statistikken delt op, så lånetilbud i ejerboliger og fritidsboliger kan adskilles fra øvrige typer af fast ejendom. Tallene oven for er derfor for alle typer fast ejendom.
”Jeg forventer, at der i 2025 vil være flere lånetilbud end i 2024, da der er god mulighed for, at 3,5 %-lånet kan komme op i en kurs, hvilket kan få gang i flere nedkonverteringer. Antallet af boligejere med 5 %- og 6 %-lån er dog så forholdsvist lavt, at vi ikke kan komme i nærheden af niveauet i 2019”.
- Sune Malthe Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit
Går du med boligdrømme? Så tag en snak med vores boligteam