Testamente

Har du taget stilling til, hvad der skal ske med dine penge og ejendele, når du dør? Med et testamente kan du sikre, at din arv falder i de rigtige hænder.

Gode råd til testamente

Vores livshistorier er ikke kun med til at definere os som mennesker, de sætter også aftryk på vores økonomi og har derfor stor betydning den dag, vi selv eller dem, der står os nær, dør. Hvis du ikke opretter testamente, bliver arven fordelt mellem dine arvinger efter arveloven.

Med et testamente kan du selv være med til at bestemme, hvad der skal ske med dine penge, og hvem der skal arve efter dig, når du er gået bort.

Hvorfor overveje et testamente?

Hvis I er ugifte samlevende, så arver I ikke automatisk fra hinanden – heller ikke selvom I har opbygget en formue sammen. I en sådan situation vil et testamente være en praktisk løsning til at sikre, at I arver mest muligt fra hinanden.

Hvis i har særbørn, er et testamente også værd at overveje. Når den afdøde ægtefælle har særbørn, kan den længstlevende ægtefælle som udgangspunkt ikke sidde i uskiftet bo, med mindre den afdødes barn giver skriftligt samtykke hertil (kan også indhentes som et forhåndssamtykke). Med et testamente kan I sikre, at den af jer, der lever længst, arver mest muligt og tage stilling til, hvordan arven skal fordeles mellem jeres børn.

Ønsker du, at arven efter dig skal være din arvings særeje, kan du også skrive det ind i testamentet.

Hvis du har særlige ønsker til dine begravelse så som ønsker til salmevalg, blomster eller hvem, der skal bære kisten ved din begravelse, kan dette også skrives ned i testamentet.

Værd at overveje et testamente

Undersøg, hvor dyrt det er at oprette testamente

Prisen på et testamente svinger mellem 695 kr. og 10.000 kr. afhængig af, om du skal have hjælpe fra en jurist eller ej, og hvor omfattende dit testamente skal være. På nettet kan du undersøge de mange muligheder og finde den løsning, der passer bedst til dit behov.

Overblik over testamente

Få overblik over, hvad du kan testamentere

Arven er den formue og gæld, du efterlader ved din død.

En del af arven – mindst 25 % - er såkaldt tvangsarv. Tvangsarv er den del af arven, du ikke selv kan disponere over, men som skal gå til dine livsarvinger, altså børn eller børnebørn og din ægtefælle.

De resterende 75 % af arven kaldes friarv. Det er den del af arven, du selv kan bestemme over og derfor kan testamentere, som det passer dig.

Er du ikke gift eller har børn og dermed ingen tvangsarvinger har, kan du testamentere hele din arv til præcis hvem, du vil – både privatpersoner og eksempelvis velgørende organisationer.

Hvis man ikke har lavet et testamente, så bestemmer arveloven, hvem der er arvinger, og hvordan et dødsbos værdier skal fordeles.

Læs mere om arveloven på Domstol.dk

Vælg mellem notar- eller vidnetestamente

Der er ikke mange krav, der skal være opfyldt, for at du kan oprette et gyldigt testamente. Faktisk skal du blot være fyldt 18 år og være i stand til at handle fornuftigt, når du opretter testamentet.

Når du skal oprette et gyldigt testamente, er der tre muligheder. Du kan oprette et notartestamente, der bliver gyldigt, når det bliver underskrevet af en såkaldt notar. Der bliver opbevaret en kopi af testamentet i Centralregistret for Testamenter.

Du kan også oprette et vidnetestamente, hvor to personer i egenskab af vidner underskriver testamentet. Har du lavet et vidnetestamente, bliver det ikke registreret nogen steder. Der findes derfor kun det eksemplar af testamentet, som du selv har. Opbevar det derfor et godt sted, hvor dine efterladte kan finde det efter din død. 

Desværre hænder det, at der pludselig bliver behov for at oprette et testamente. Det kan f.eks. være i forbindelse med en trafikulykke. Der er ingen krav til et nødtestamente, så længe man kan bevise, hvem der har skrevet det, og det kan skrives på såvel en sms som en serviet, hvis det er det, man har ved hånden i nødsituationen.

Gyldigt testamente

Hvis du vil ændre dit testamente

Du kan som udgangspunkt frit ændre i dit testamente, medmindre du har lavet en erklæring om, at testamentet er uigenkaldeligt. Hvis du har oprettet testamentet sammen med en anden– f.eks. ægtefælle, skal du give vedkommende besked om tilbagekaldelsen. Hvis I bliver skilt eller separeret, bortfalder jeres fælles testamente automatisk.

Ønsker du at ændre et notartestamente, skal du lave et nyt testamente, der – ligesom det gamle testamente – skal underskrives hos notaren.

Fremtidsfuldmagter

Fremtidsfuldmagter

Med en fremtidsfuldmagt kan du selv bestemme, hvem der skal tage sig af din økonomi, hvis du en dag bliver syg.

Læs mere om fremtidsfuldmagter

Hvad sker der i banken ved dødsfald

Hvad sker der i banken i tilfælde af dødsfald

Hvad sker der i banken, når du eller en af dine nærmeste dør? Få et overblik over hvad der sker med konti og depoter, når en bankkunde dør.

Bliv klogere på hvad der sker