Drømmer du om at købe dit eget sommerhus? Vi har samlet en række gode råd til husjagten.
Der er flere muligheder for finansiering af sommerhuset.
Et sommerhus kan realkreditfinansieres op til 75 % af ejendommens værdi.
Har du friværdi i din helårsbolig, kan denne også danne grundlag for hel eller delvis finansiering af sommerhuset.
Skal huset ligge tæt på skov, strand eller begge dele? Hvor ofte regner du med at skulle bruge huset - kun i længere sommerferieuger eller hver weekend? Hvis du har planer om at bruge sommerhuset hver weekend, kan det være fornuftigt at vælge et sommerhus med en beliggenhed tættere på din helårsbolig, mens et hus, der kun skal bruges i længere ferieperioder og til udlejning, sagtens kan ligge længere væk fra din helårsbolig.
Det er en god idé at overveje, hvor mange personer, der skal bruge sommerhuset. Skal det være et lille helle i naturen kun for jer som familie, eller skal der være plads til overnattende gæster i ny og næ?
Ligesom det er tilfældet med en ejerbolig, er der nogle udgiftsposter forbundet med et sommerhus – blandt andet el, vand, varme, inventar, forsikringer og vedligeholdelse.
Lav derfor et budget, hvor du danner dig et overblik over de udgifter, der knytter sig til sommerhuset.
Det er ikke et lovkrav, at der skal laves tilstandsrapport på sommerhuse, men som køber kan det altid være en god idé at tage en byggesagkyndig med på råd og gennemgå sommerhuset, så du er bekendt med eventuelle fejl eller mangler, inden du underskriver købsaftalen. Dette er dog en ydelse, du som køber selv skal betale for.
Som udgangspunkt er det ikke tilladt at bruge sit sommerhus som helårsbolig. Men der er nogle undtagelser. Du må bruge dit sommerhus som helårsbolig, hvis du har ejet det i et år og er enten førtidspensionist, efterlønsmodtager, modtager af fleksydelse eller er over 60 år og gået på pension.
Hvis du ikke selv bruger sommerhuset hele feriesæsonen, kan du leje det ud. Du kan enten vælge selv at leje det ud eller leje sommerhuset ud igennem et bureau.
Du skal betale skat af dine lejeindtægter efter særlige regler.