Luk sommerhuset ned for vinteren - undgå skader og spar penge

Når frosten og de kolde måneder er på vej, er det for mange sommerhusejere blevet tid til at lukke sommerhuset ned. Vi har samlet en række gode råd til, hvordan du gør.

Stormskader, frostskader og vandskader. De fleste sommerhusskader sker ifølge forsikringsselskabet Alm. Brand i løbet af årets første tre måneder – altså fra januar til marts, når temperaturerne er lave og vejret ustadigt.

Skader er ærgerlige, for med skaderne følger ofte omkostninger til reparationer, højere vandregninger og i nogle tilfælde skimmelsvamp. Men heldigvis kan mange sommerhusskader undgås, hvis du lukker sommerhuset ned for vinteren.

Der er penge at spare

Der kan være penge at spare ved at lukke for varmen i sommerhuset. Energistyrelsen anbefaler, at du holder en lav, konstant temperatur på cirka 10-12 grader i sommerhuset om vinteren for at undgå fugt og råd.

Lukker du helt ned for varmen frem for at have en lav grundvarme, kan du risikere fugt- og rådskader, da en kold bolig lettere bliver fugtig.

Har du en varmepumpe tilknyttet dit sommerhus, kan du med fordel indstille den til en lav temperatur hen over vinteren.

Det anbefales dog ikke at lukke helt for varmen, da en kold og fugtig bolig kan føre til skader.

Sådan lukker du sommerhuset ned

Her er en tjekliste med punkter til, hvordan du lukker sommerhuset ned for vinteren:

  • Sluk, tøm og afrim køleskab og fryser. Lad dørene stå åbne, så der ikke dannes fugt og skimmel.
  • Luk for vandet, og tøm vandinstallationer, toilet og vandlåse, så rør ikke springer ved frost.
  • Tøm og afbryd vandvarmer og andre vandførende installationer.
  • Luk for hovedhanen, og tøm eventuelle udendørs vandhaner og haveslanger.
  • Sluk for strømmen på de apparater, der ikke skal være tændt hen over vinteren.
  • Sørg for ordentlig ventilation, så luften kan cirkulere og mindske fugt.
  • Fjern fordærvelige madvarer, så du undgår skadedyr og lugtgener.

Kilder: Energistyrelsen og Alm. Brand

Gør det svært for indbrudstyvene

Vintersæsonen med tomme sommerhuse er også sæson for indbrud. Men der er heldigvis nogle ting, du selv kan gøre for at mindske risikoen.

Undgå at gemme ekstranøgler til huset under f.eks. dørmåtten eller en blomsterkrukke, og lad være med at efterlade værdigenstande og elektronik i sommerhuset hen over vinteren.

Brug af sommerhus om vinteren

Som lovgivningen er skruet sammen, må du som udgangspunkt kun bo i dit sommerhus i sommerhalvåret, det vil sige i perioden fra 1. marts til 31. oktober.

Derudover må du bruge dit sommerhus til kortere ophold om vinteren – altså i perioden fra 1. november til slut februar. Du må derfor ikke bo i dit sommerhus hele året, medmindre du opfylder ét af en række kriterier for brug af sommerhus som helårsbolig. Reglerne er blandt andet lavet for at beskytte sommerhusområderne som rekreative områder og for at beskytte de sårbare landskabsområder i og omkring sommerhusområderne.